Gå til indhold

Triton nyhed maj

Rejsebrev fra Signe Bro
29. maj. 2023

Rejsebrev fra Signe Bro

Jeg er med det danske VM-hold i Sydfrankrig og Spanien for at svømme en stævneserie som forberedelse mod sommerens VM. Siden jeg kvalificerede mig til VM i midten af april, har jeg været tilbage i Barcelona, hvor jeg er bosiddende, og lavet en masse grundtræning.

Det betyder også, at det kan være svært at skulle præstere på et højt niveau, fordi kroppen, og hovedet er træt efter alt den træning, som ligger fundamentet for sommerens VM-præstationer.

Normalt vil man slappe lidt af til træning i ugen op til et stævne, fordi man gerne vil have, at man føler sig klar, men det gjorde vi ikke denne gang, så i stedet for at gå for meget op i tider og resultater, så handlede det mere om at træne sin race plan.

Jeg synes, at jeg lærte nogle vigtige ting ved disse stævner, og det er ting, som jeg tager med tilbage til min træning, så jeg ikke laver nogle af de sammen fejl til VM, hvor det virkeligt gælder.

Efter disse to stævner tog vi direkte til Tyrkiet på træningslejr. Det har været rigtigt godt at være sammen med det danske hold igen, og vi fik lavet en masse god træning sammen.

Dertil var fysiolog Lars Johansen fra Team Danmark også med, som skulle være med til at lave nogle varmeforsøg med os. Det skal være med til, at vi finder ud af, hvad der er den bedste opvarmningsstrategi for os, så vi kan bruge den til mesterskaberne. Det handler blandt andet om ikke at have en for lang vandopvarmning, da kroppen hurtigt bliver nedkølet af det kolde vand. Vi eksperimenterer med varmetøj for at kunne holde rigtig meget varme lige indtil vores løb.

Alt i alt har det været en fantastisk tur med det danske hold, og jeg glæder mig meget til at møde dem igen, når vi skal på pre-camp inden VM i Japan i Juli.