Gå til indhold

Triton nyhed januar

Rejsebrev fra Signe Bro
21. jan. 2024

Det er midten af januar i 2024, og jeg er taget til Stellenbosch, Sydafrika, med landsholdet for at træne i to uger. Vi er nu kommet igennem første uge. Det har været en rigtig hård, men også en meget god uge, og jeg synes, jeg har fået meget ud af træningen.

Når vi rejser med landsholdet, så bliver vi somme tider blandet lidt sammen, så man svømmer nogle andre programmer, end dem man er vant til. Det betyder også, at der er en anden træner, som styrer træningen på den pågældende dag. Det lærer jeg meget af, fordi der dermed også er nogle andre øjne på teknik, og det giver lidt rum for nye input.

Vi har både svømmet normal aerob træning, vi har racet med stævnedragt på, og så har vi svømmet serier, hvor det gælder om at få pulsen så højt som muligt og kunne holde den deroppe længe.

Tidligere på ugen havde vi en halv fridag, hvor vi først var ude på noget, der hedder Boulder’s Beach, hvor der lever vilde sydafrikanske pingviner. Derefter tog vi videre til Table Mountain, hvor vi tog kabelvognene til toppen og nød udsigten over hele Cape Town fra 1000m højde. Det var virkeligt smukt!

Det fungerer godt for os at træne hårdt men også samtidig at bruge tid og energi på at opleve det land, som vi træner i. Det giver gode minder og et stærkt sammenhold på landsholdet.

Hilsen Signe Bro - TRITON