Gå til indhold

Signe Bro melder fra til EM

Svømning
07. jul. 2022

Kvalifikationsperioden til årets europamesterskaber på langbane er slut, og Dansk Svømmeunion har netop udtaget de svømmere, der skal repræsentere de rød-hvide farver i Rom fra den 11.-17. august.

Europamesterskaberne bliver uden Emilie Beckmann fra Gentofte Svømmeklub, Rasmus Nickelsen fra Helsingør Svømmeklub og Signe Bro fra Svømmeklubben Triton Ballerup. Alle tre var kvalificerede, men de har valgt ikke at deltage.

”Hver konkurrence og hvert mesterskab tærer på kræfterne – både fysisk og mentalt. På hver deres måde har de tre svømmere haft to ressourcekrævende sæsoner, så jeg bakker dem op i deres afbud. De skal holde en velfortjent sommerferie og lade batterierne op til næste sæson,” siger Lars Robl.

Som sit afbud siger Signe Bro selv:

”Efter en kort pause efter OL sidste år har kalenderen været fuld af træningslejre, kvalifikationer og optakt til VM og EM i år – det har tæret hårdt på mig rent fysisk og mentalt.

Hvis man skal holde i mange år endnu som topsvømmer, bliver man også nødt til at lytte til sin krop – og den siger til mig, at den har brug for ferie og afslapning.

Jeg havde ellers satset hårdt på min EM-deltagelse og glædet mig. Men sådan skulle det ikke være denne gang.

Mit lange fokus og mål er fortsat endnu en deltagelse til OL i Paris i 2024, så det er vigtigt ikke allerede nu at føle sig træt og udkørt – og det har jeg heldigvis fået fuld forståelse for og opbakning til af SVØM”.