Svømning

TRITON får svømmer med til OL

Det er 21 år siden Triton sidst havde svømmer med til OL – nu sker det igen

Alle idrætsforeninger, der beskæftiger sig med talent- og eliteudvikling, ved, at det er et langt sejt træk at skulle lykkes med én dag at stå med en decideret OL-deltagelse. Det kræver en fælles ambition og vilje til at holde ved og holde ud, både for foreningens bestyrelse, den daglig sportslig ledelse, trænerstaben og ikke mindst udøverne.

En erfaring som formanden for Svømmeklubben TRITON kun kan nikke genkendende til.

”Jeg har selv været svømmer i Triton i mange år og kan godt huske, da Triton tilbage i 2000 fik en

af vores allerbedste herresvømmer med til Sydney. Men hvad det reelt kræver som forening at kunne komme dertil at få en svømmer kvalificeret til OL, har jeg først som en del af klubbens ledelse fået indblik i og forståelse for, og jeg nærer i den grad stor respekt for alt det hårde arbejde der skal gøres hver dag i vandet af svømmerne og på bassinkanten af trænerne.”

TRITONs landsholdssvømmer Signe Bro er resultatet af en lokal vellykket elitesatsning – og med stor opbakning fra Ballerup Kommunens elitekommunesamarbejde med Team Danmark og økonomisk støtte fra Team Ballerup er både Tritons og Signes drøm gået i opfyldelse.

Ved et OL-kvalifikationsstævne tilbage i marts i år svømmede Signe Bro sig under OL-kravtiden på 100m fri. En kravtid som Signe Bro efterfølgende ved EM Kortbane i maj i Budapest svømmede under hele 3 gange.

”Siden 2016 har jeg fulgt denne særlige elitesatsning på meget tæt hold, hvor jeg på vegne af Svømmeklubben Triton har været kontaktperson og mentor for Signe, hvis drøm og ambition har været en deltagelse ved OL i 2020 (nu 2021). Jeg er fuld af beundring over hendes målrettethed og vedholdenhed. Det har været en lang rejse at nå hertil med op- og nedture undervejs – ikke mindst i lyset af, at OL måtte udsættes et år grundet Corona,” siger klubbens elitekommune- og Team Ballerup-ansvarlige, Dorthe G. Rigét.

Nu er Signe inden længe på vej til OL i Tokyo for at præsentere Danmark, dansk svømning og en lokal elitesatsning.

“Jeg er meget glad og stolt over, at min drøm om at repræsentere Danmark ved OL er gået i opfyldelse. Der ligger uendeligt hårdt arbejde og dedikation bag mine resultater, men det hele er det værd, når jeg står her i dag. Jeg glæder mig til at mærke suset af at stå bag skamlerne ved OL-bassinet og vide, at det er det her, jeg har kæmpet hårdt for.”