Svømning

Udskydelse af OL til 2021

OL udskudt til 2021 – hvad betyder det for vores landsholdssvømmer Signe Bro

Nedtællingen var egentligt begyndt for nogle måneder siden, men så ramte Coronavirusset Danmark og i kølvandet på det aflysninger eller udskydelser af flere store sportslige begivenheder, herunder slutteligt også OL.

Det har naturligvis for TRITONs landsholdssvømmer Signe Bro sat nogle tanker i gang:

“Det er som det er, og det er den bedste og mest rigtige beslutning, som det ser ud nu. Det er jo selvfølgeligt ærgerligt, da det er noget jeg har trænet op til længe, men nogle gange er andre ting mere vigtigt end sporten – og det må man sige denne “krise” er.

Jeg var super klar til at svømme mega hurtigt til Danish Open, men det må vente. Udskydelsen har dog ikke givet mig mindre blod på tanden – tværtimod. Jeg ved med mig selv, at jeg er på hel rette vej, og jeg er bare rigtig glad for, at jeg ved stævnet i Antwerpen i februar uofficielt kom under OL-kravet på 100m fri. Nu får jeg så lidt mere forberedelsestid og kan nå mange rigtig gode ting det næste års tid, både i svømmehallen såvel som udenfor.

Dem af os som allerede har kunnet svømme under OL-kravtiden, har haft mulighed for at svømme den seneste uge. Der er en masse regler omkring antal svømmere i hallen og trænere, men vi holder os indenfor reglerne, så er det bare dejligt at være tilbage i vandet igen”.