Svømning

TRITON stiller op til DM Kortbane

Vejle samler hovedparten af Danmarks stærkeste svømmere til DM på kortbane torsdag til søndag

Svømmere fra 47 danske klubber har meldt deres ankomst ved DM på kortbane i DGI Huset Vejle.

Har du lyst til at opleve nogle af Danmarks stærkeste seniorsvømmere i intern konkurrence om DM-kortbane titler? Så får du chancen fra i morgen, torsdag den 1. november, til og med søndag den 4. november i DGI Huset Vejle. Her afholder Dansk Svømmeunion i samarbejde med Vejle Svømmeklub Danmarksmesterskaber på kortbane 2018 i åben klasse.

Cirka 260 svømmere fra en bred vifte af landets klubber vil være klar ved startskamlerne over de fire konkurrencedage.

Fokus på både mesterskabstitler og international udvikling
For rigtig mange af svømmerne er mesterskabet en ideel mulighed for at løfte deres sportslige niveau på kortbane samtidig med, at der er fokus på mesterskabsplaceringerne, hvor der vil være en intens konkurrence om først og fremmest podieplaceringerne – individuelt, i holdkapper og som klub/startfællesskab i den samlede klubkonkurrence.

Derudover vil en gruppe af de bedste af svømmerne i alderen 17-20 også have mulighed for at forstærke deres udvikling i et internationalt perspektiv ved at gå efter kravtider til NM på kortbane, som afholdes i finske Oulu i perioden 7.-9. december. Op til otte svømmere vil blive udtaget i forlængelse af DMK til at repræsentere Danmark ved mesterskabernes seniorkonkurrence. Udtagelserne foretages af landstræner Dean Boles og det forventes, at holdet vil blive præsenteret søndag aften i DGI Huset Vejle i direkte forlængelse af DMK.

Program for DM på kortbane 2018
Danmarksmesterskaberne på kortbane 2018 afholdes i DGI Huset Vejle (Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle) torsdag – søndag den 1.-4. november. Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00.

Følg mesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnår du naturligvis ved at møde op i DGI Huset Vejle og mærke stemningen, når der kæmpes om opnåelse af kravtider og topplaceringer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også den mulighed at følge slagets gang via livetiming samt via streaming på SuperLive (enten via livetiming.dk eller app’en ”LiveTiming”).