Svømning

Signe Bro udtaget til VM i Budapest

SVØM har udtaget 5 stærke og erfarne landsholdssvømmere til VM

Dansk Svømmeunions sportsafdeling har netop udtaget de svømmere og trænere, der skal repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i svømning i Budapest fra den 18.-26. juni. Det skete i forbindelse med afslutningen af Danish Open, hvor kvalifikationsperioden sluttede.

”Vores VM-deltagelse bliver den første styrkeprøve i den olympiske cyklus. Alle fem svømmere har international erfaring, og verdensmesterskabet bliver første skridt i deres udvikling frem mod OL 2024. Flere af svømmerne har tidligere vist sig i stand til at svømme top-16 resultater, så det næste udviklingstrin for dem bliver at konvertere semifinaler til finaler”, siger landstræner Stefan Hansen.

De fem udtagne svømmere er:

  • Emilie Beckmann, GTI Swim/NTC, 50m butterfly
  • Helena Rosendahl Bach, Aalborg Svømmeklub, 1500m fri og 200m butterfly
  • Julie Kepp Jensen, A6/NTC, 50m fri og 50m butterfly
  • Rasmus Nickelsen, Helsingør Svømmeklub, 50m butterfly
  • Signe Bro, Triton Ballerup/NTC, 100m fri

Staben udgøres af:

  • Stefan Hansen, landstræner
  • Jon Langberg, NTC-træner
  • Mick Steen Nielsen, Helsingør Svømmeklub
  • Bjørn Sørensen, Aalborg Svømmeklub