BSF’s kvindeliga hold har fået ny træner

BSF’s sportschef Thomas Maale med den nye cheftræner Kasper KlarskovKasper Klarskov Nielsen er navnet på træneren, der skal stå i spidsen for Ballerup-Skovlundes kvindeelite og forsøge at fastholde holdet i landets bedste række.

Ballerup-Skovlunde kunne i november præsentere klubbens kommende træner for kvindeeliteholdet. Kasper Klarskov Nielsen har pr.  1. januar 2020 overtaget cheftrænerrollen efter sportschef Thomas Maale, der har været midlertidig træner siden oktober.

”Det er et spændende hold, der har været lidt uforløst i denne sæson i forhold til deres potentiale. Samtidig er det et hold, hvor der er mulighed for at kunne udvikle noget professionalisme, som jeg også ser som en spændende udfordring. For mig bliver det også et gensyn med kvalifikationsligaen, som jeg ser frem til,” siger Kasper Klarskov Nielsen.

Han er tidligere cheftræner og assistenttræner for FC Nordsjælland, og det er der han i foråret 2019 spillede kvalifikation og lykkedes med at kvalificere holdet til Gjensidige Kvindeliga. Den erfaring tager han med, når det til foråret bliver BSF’s tur til at spille kvalifikationsspil.

”Det gode ved kvalifikationsspillet er, at jeg som ny træner har en lang opstart. Dermed har jeg god tid til at arbejde et koncept ind, der er stærkt nok, til at holdet kan blive i rækken. Målet vil være at vinde rækken og få noget succes på den front, og cementere truppens berettigelse i den bedste række. Når holdet til sommer forhåbentlig stadig er en del af ligaen, vil der kunne bygges ovenpå der,” siger Kasper Klarskov Nielsen.

Kasper har allerede sat sig godt ind i BSF nuværende spil. Han så holdets seneste kamp mod Brøndby på stadion og flere andre kampe på video.

”Jo mere jeg har set dem spille, jo mere positiv er jeg blevet. De point, man har, afspejler ikke potentialet i truppen. Man har til dels været uheldige, og til dels ineffektive, hvor det handler om kvalitet i afgørende situationer. Men når jeg kigger på spillernes individuelle kvaliteter, kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skal være i den bedste række,” siger Kasper Klarskov Nielsen.

Et godt match

Mens han synes at truppen har en fin stamme, håber han på at kunne lokke flere spillere til, der kan forstærke holdet i bredden. Det samme håber sportschef Thomas Maale, for forventer at det vil lykkes den nye træner kan forstærke truppen. Derudover ser han Kasper som et godt match mellem klub og træner.

”Kasper har den helt rette profil, som holdets kommende træner. Han er ung, sulten og brænder virkelig for at gøre noget godt med holdet. Taktisk er han vanvittig dygtig, og det er også en fordel at han kender en del af de hold, vi kommer til at møde i kvalifikationsspillet,” siger sportschef Thomas Maale.

Der er også opbakning til valget af træner blandt spillerne. Undervejs har anfører Michelle Madsen som repræsentant for holdet været med på råd i forhold til beslutningen.

Klubbens ledelse er ligeledes overbevist om, at Kasper Klarskov er den rette træner til de opgaver, der venter holdet i det kommende kvalifikationsspil:

”Det er ingen hemmelighed at denne sæson har været en skuffelse for hele holdet, både stab og spillere. Tingene har ikke fungeret på banen og resultaterne står ikke måls med vores kvaliteter, ambitioner og selvforståelse. Derfor har det været klart at der skal noget nyt, og efter at alle har kigget indad, kan vi nu med Kasper i spidsen gå ind i en ny fase og begynde jagten på de resultater. Vi er meget fortrøstningsfulde ved at Kasper som ny træner: Han har stået der før, han kommer med nye ideer og kompetencer, samtidig med at han bygger på nogle gamle dyder. Kasper kan på den måde ikke bare skabe grundlaget for de point der skal hentes i foråret, men også være med til at udvikle det setup, som traditionelt har givet BSF en placering i toppen af dansk kvindefodbold,” siger bestyrelsens kvindeansvarlige Jakob Waag Villadsen.

For mere information kan sportschef Thomas Maale kontaktes på 5196 5872.