BSF søger ny cheftræner til U18-1

Vi har desværre modtaget et ønske fra Torben Frost Clausen om at stoppe som træner i BSF, hvilket vi skal være de første til at beklage. Torben har fået et tilbud fra Lyngby Boldklub som han ikke kunne sige nej til og det har vi fuld respekt for, hvorfor vi ønsker ham alt mulig held og lykke i hans nye job.

Vi vil i den forbindelse benytte lejligheden til at sige stor tak til Torben for hans store arbejde for klubben den seneste sæson, først og fremmest som træner for vores DM hold, men også for det store bidrag som Torben har ydet til BSF´s organisering af kvindeelite afdelingen fra U13 og til og med kvindeliga holdet. Organisationen, trænings setup og især samarbejdet trænerne i mellem har aldrig været bedre og selvom det er med vemod BSF tager afsked med Torben, så er det også en mulighed for at få ny energi og nye perspektiver på det talentudviklingsarbejde der laves. I BSF er vi altid på vej, aldrig i mål.

U18 holdet er i den forbindelse vores flagskib i pigeungdom og da vi har en klar målsætning om at generhverve DM licens, er vi nu på udkig efter en DBU A-licens træner, som kan forsætte arbejdet med klubben ældste talenter i toppen af dansk kvinde/pigefodbold. For nuværende er der dialog med et par spændende emner som kommende cheftræner.

Indtil en ny træner er på plads står sidste sæsons assistenttræner Jens Berglid for holdet med opbakning fra den øvrige kvinde-pigeeliteafdeling og stor tak til Jens for at påtage sig den opgave.