BAK´s talenter imponerede…..

Ved weekendens landsturneringer i atletik præsterede vores talenter i Team Ballerup gruppen flotte resultater.

15 årige Nanna Grubert sætter 2 personlige rekorder i henholdsvis længdespring 5.47 m og trespring 10.08 m. Klubbens meget alsidige atlet Rebecca Spiegelhauer bidrager væsentlig med 3 flotte personlige rekorder i henholdsvis stangspring 3.25 m., kuglestød 10.02 m. og hammerkast 41.72 m. til klubbens chancer for at forblive i elitedivisionen. At BAK skulle vinde en disciplin i kvindernes fornemste række kom bag på de fleste. Ikke desto mindre sprang Ida Jespersen 15 cm. over sin personlige rekord i stang og sejrede i 3.65 m. Ida fik også personlig rekord i højdespring med 1.59 m.

BAK´s kvindelige løbere i talentgruppen præsterede i holdkampen pæne placeringer og her løb Majken Lützen (16 år) en super flot 800 meter i tiden 2.12.78 min. hvilket både er seniorklubrekord og årets bedste for ungdom i Danmark.

Ved holdkampen i mændenes 1.division blev vi vidne til for første gang i klubbens historie at have 2 hammerkastere over 55 meter idet Mathias Kveiborg kastede 55.48 m. og Rasmus Jensen 55.30 m. Resultater der placerer dem på top 5 listen i Danmark. Mathias vandt desuden diskoskast med 40.34 m (pers.rek) og Rasmus vandt kugle med 13.06 m (pers.rek). Resultaterne i kastene vil ret sikkert give Mathias og Rasmus en plads på ungdomslandsholdet sammen med Ida Jespersen i stang, når der afholdes nordisk landskamp til august i Kristiansand i Norge.